Aktiver og ligestil de fysiske og virtuelle deltagere på møderne

Jo tak, de fleste af os har vist prøvet at kigge med, når et fysisk arrangement et eller andet sted i verden ruller hen over skærmen.

Se og høre på indlægsholderne og de fysiske deltagere. Måske skrive lidt i chatten. Og på en god dag: Opleve at et spørgsmål, som en virtuel deltager har stillet, besvares af indlægsholderen. Indtil vi mister koncentrationen, og begynder at lave noget andet, fordi det at være tilskuer til andres møde sjældent virker inspirerende i længere tid ad gangen.

Sådan behøver det ikke at være. Med enkle metoder kan I få alle jeres kunder, medlemmer, medarbejdere osv. med. Selvom der ikke er stole nok:

Til de korte møder, hvor transport tiden fylder forholdsmæssigt meget. Til de fagligt smalle møder, hvor I gerne vil samle alle de geografisk spredte fag nørder.

Lige børn leger bedst – ligestil de virtuelle deltagere med de fysiske deltagere

Hvis vi virkelig vil gøre det attraktivt og udbytterigt for vores medlemmer og kunder at deltage virtuelt på vores arrangementer, gå hjem-, medlems-, og temamøder, så skal vi tage dem, og det, alvorligt. Ligestille dem med de fysiske deltagere, så det eneste, de går glip af er kaffen og kagen. Næsten.

Sålænge de virtuelle deltagere ikke kan deltage, heller ikke som Avatars (=digital, grafisk repræsentation af dit ego eller karakter) på vores arrangementer, så må vi sørge for at:

1) De kan se og høre det samme som de fysiske deltagere. Sådan nogenlunde i hvert fald.

2) Involvere dem aktivt på lige fod med de med de fysiske deltagere dvs. med samme digitale virkemidler.

Lad de virtuelle deltagere se og høre det samme

Den der med at stille kameraet som optager indlægsholderen nedefra, den duer ikke. Prøv at finde et sted til kameraet, som giver den virtuelle deltager et udsyn som minder om det, de fysiske deltagere har også ift. højde og vinkel. Sørg for at lade kameraet glide henover deltagerne og lokalet i det hele taget, så de virtuelle deltagere får en mere rumlig oplevelse af jeres møde.

Involver de virtuelle og fysiske deltagere med samme digitale virkemidler

Når vi skal ligestille vores deltagere, så skal vi grundlæggende tænke dem alle sammen som geografisk distribuerede, også selvom hovedparten af dem måske sidder i lokalet. Ydermere skal vi tænke i mobilløsninger, for dem har vi alle ved hånden på konferencen og hjemmefra.

Vi skal lade de virtuelle deltagere tale i rummet. Lade dem blive set og hørt, som de fysiske deltagere bliver set. Bare på skærmen.

Vi skal chekke alle vores deltagere ind på den samme måde, når det faglige program starter. Og forinden skal vi sørger for at møde de virtuelle hhv. de fysiske deltagere i øjenhøjde og tage hånd om deres specifikke tekniske hhv. fysiske behov.